Ingen gider længere sige Donald Trump, med mindre de er nødt
til det, som for eksempel i nyhedsmedierne. Der kan man ikke sige Mr. T, The
Donald, ham fjolset eller hvad jeg ellers har læst af omskrivninger i diverse
klummer og på sociale medier. Jeg har endda set en satire-tegning, hvor Anders
And (Donald Duck) sidder i et eller andet offentlig kontor for at få ændret sit
navn. Trist at Barack Duck ikke svinger lige så godt, kan man så ræsonnere
videre.
For tiden går jeg blandt farver og lyde
der flyder sammen,
og jeg ser natten i det klareste lys,
verden, monstrøse fantom,
din dag er den tommeste af alle nætter.
der flyder sammen,
og jeg ser natten i det klareste lys,
verden, monstrøse fantom,
din dag er den tommeste af alle nætter.
Donald Trump udfordrer mange menneskers virkelighedsbegreb.
Det var slemt nok, at han rent faktisk vandt, men den hast, som hans dekreter
udspyes med, får de fleste til at knibe sig i armen. Jeps, det er virkelighed,
men kan det være rigtigt? Oven i hatten benægter han selv virkeligheden. Det er
en slags videreførelse af det, som den canadiske aktivist og forfatter Naomi
Klein beskriver i sin bog Chockdoktrinen.
Skab kaos og se, hvad der så sker. Der er altid flere penge at tjene i
kølvandet på kaos, hvis man i forvejen har penge nok til de største
investeringer. Hvilket Trump – plus Pence og alle de andre kumpaner i Trump-administrationen
– har.
Lad os sætte ild til byen,
karrusellens havfuer står i flammer,
farven siger op i deres kinder,
ulykken, jernhånden, forbliver,
blandt glødernes latter
karrusellens havfuer står i flammer,
farven siger op i deres kinder,
ulykken, jernhånden, forbliver,
blandt glødernes latter
Det er naturligvis noget af en udfordring, når virkeligheden
holder op med at være genkendelig, når den bliver til kaos, noget truende. Folk
griber til omskrivninger af det forfærdelige, gerne med en portion humor
indblandet, for vi er henne i tragediens univers, teatrets maske af gråd og
grin. Når virkeligheden bliver et teater, må teateret – og kunsten i øvrigt –
finde nye måder, nye billeder for at bibringe forståelse og genkendelse. Jeg
kommer til at tænke på Nietzsches berømte citat fra Viljen til magt, 1888: Vi har brug for kunst for ikke at dø af
sandhed. Men hvilken kunst kan beskrive det uvirkelige, når det uvirkelige er
dagens realiteter?
Opsvulmet af den Dumme Egennyttes
Universelle Stråleglans
Universelle Stråleglans
Det er hundrede år siden, at surrealismen begyndte. Det
skete i midten af Europa, i midten af en virkelighed, der kun kunne opfattes som
fiktiv. Der er ingen grund til her at opremse alle de grusomheder, en måbende
offentlighed så udspille sig. Der kan dog være grund til at påpege, at det på
ingen måde var de første surrealistiske grusomheder i verden, heller ikke i
Europa. Men det var de første apokalyptiske begivenheder efter Darwins
oprindelses-forskning og Nietzsches totalopgør med den guddommelige
forklarelsesmodel. Første Verdenskrig var det europæiske menneskes første møde
med sig selv uden en dommer, en frelser eller en forsoner. Vi som art, som
civilisation, var selv skyld i dette.
Alene ansigt til ansigt med Gud Intethed
vil du i dette broderlige
glimtende spejl
kende
vil du i dette broderlige
glimtende spejl
kende
VIRKELIGHEDEN
Som det lyder i slutningen af Rene Daumals Digt til Gud og til mennesket. Digtet er
oversat og udgivet sidste år i udvalget af René Daumals digte og andre tekster,
der har fået titlen Himmelstormer, og
det har for mig været en af de væsentligste udgivelser i 2016. Alle de andre
digtbidder i dette indlæg stammer fra samme udgivelse, der er et overflødighedshorn
af storladen og kuldslået, illusionsløs poesi. Sådan skriver et menneske, der
har set alt for meget i en alt for ung alder. Hvor kerneøstrigeren Stefan Zweig
skrev elegien Verden af i går om
civilisationens sammenbrud, indoptog René Daumal og de andre surrealister den i
selve skriften, for der syntes ikke at være en forklaringsmodel. René Daumal
blev født i 1908 i Ardennerbjergene, hvor nogle af de værste massakrer fandt
sted. Den slags kan godt få et barn til at tænke meget over døden og meningen
med livet – for nu at sige det mildt.
Dagens sår i min side!
natten, det er mit blod
natten, det er mit blod
Kan man digte eller skrive på den måde om dagens virkelighed
i Europa – eller måske endda bare her i Danmark? Det er klart, at vi ikke er
omgivet af krig og lemlæstelse, heller ikke af kristne svovlprædikanter, men vi
er omgivet af så meget konkurrence og ensretning, at en masse folk, der falder
udenfor, slet ikke oplever det vel nok vigtigste for et menneske: At der er
brug for en. Men det er bare én af de aktuelle problemstillinger, der hurtigt
kan opfattes som surrealistiske.
Det meste af den unge danske digtning er travlt optaget med
at beskrive virkeligheden, som den opleves af den enkelte forfatter, gerne med
udgangspunkt i de mest detaljerede personlige følelser. Det surrealistiske
indoptaget i sproget er ikke en del af dagens unge litteratur– måske med ganske
få undtagelser. Det bliver derfor hurtigt til lange indre ørkenvandinger uden
udsyn, der bliver søgt indad og ikke udad. Der bliver også sjældent søgt
tilbage i tiden og mytologien for at skabe større rum og spring i digtene.
Dermed bliver det sjældent interessant for andre end de, der har det på samme
måde – med mindre man læser det i et sociologisk perspektiv.
Den surrealistiske opfattelse af verden er ikke rigtig på
mode i dag, men det kunne være et godt bud på, hvor den unge, danske digtning
skulle tage at gå på opdagelse. Indtil da er det godt, at der bliver udgivet
nye oversættelser af surrealistiske klassikere. Tag for eksempel nedenstående citat af
René Daumal. Det kunne sagtens gå for at være en nutidig oplevelse af
overflødiggørelsen:
Jeg er ikke kommet til verden:
i begyndelsen var der blot en høj latter,
på et gadehjørne en dukke af gips
der sveder vand helt grønt af vrede
og åbner æsker kun fyldt med æsker
og stadig flere æsker
i begyndelsen var der blot en høj latter,
på et gadehjørne en dukke af gips
der sveder vand helt grønt af vrede
og åbner æsker kun fyldt med æsker
og stadig flere æsker
Illustrationen til dette
indlæg er Francis Picabias ”Kalvetilbedelse” fra 1948. René Daumals
”Himmelstormer” udkom 2016 på Det Poetiske Bureaus Forlag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar