søndag den 31. december 2017

Kvinden på barberbladet





På mit lokale bibliotek i Hvidovre er der sådan et bord, hvor der ligger en 50 nyere romaner af alle slags, der ikke er krimier. Det er selvfølgelig en god idé, for så kan man finde ud af, hvad der er noget for en eller ej. For – lad os bare indrømme det – litterær kvalitet er én ting, personlige præferencer ofte noget andet. Man kan være optaget af en bestemt problem-stilling og dermed få meget ud af en roman, som behandler den, selv om den egentlig er dårligt skrevet og struktureret. Og omvendt: Hvis en bestemt problemstilling er uinteressant og irrelevant, kan bogen være nok så god, man gider ikke læse den alligevel. Sådan her jeg det for eksempel, når jeg ser ordet kropsvæsker. Jeg er helt med på, at en masse unge forfattere – for ikke at tale om anmeldere - er optaget af dem i et forsøg på at vinde kroppen ind i en ellers ret virtuel og flydende verden, men det er ikke rigtig noget for mig. Lad mig bare sige, at jeg har et ganske afklaret forhold til både mine egne og andres kropsafsondringer, og jeg vil hellere læse noget, der giver mig nye indsigter og oplevelser. 

Men tilbage til Hvidovre bibliotek: På bordet lå en roman af tyske Julia Franck, som jeg kunne huske at have hørt noget om engang. Og så er der det med tyske forfattere, at man sjældent går galt af de bøger, der bliver oversat til dansk, ganske enkelt fordi der er så mange at vælge imellem, så nåleøjet er lille. Først og fremmest faldt jeg for forsiden på bogen; det er godt grafisk håndværk, den orange forside og den bevidst primitive og personlige typografi. Dertil billedet af kvinden: Hvad laver hun? Jeg lånte bogen med hjem, selv om jeg fejllæste titlen. Jeg troede, at den hed Kærlighedsstjerner og skulle 50 sider ind i den, før jeg fandt ud af, at den hed Kærlighedstjener.

Nogen på forlaget Batzer & co kan godt lide Julia Franck, for dette er en af hendes første bøger, skrevet engang i slutningen af 90erne, men først udgivet på dansk i 2015. På mange måder er det en meget charmerende roman om en ung kvinde ved navn Beyla, en pantomimekunstner, der ernærer sig som klovn, og som konsekvent og uden alt for megen omtanke søger kærligheden, hvor hun kan finde den, deraf titlen Kærlighedstjener. Baggrunden for denne søgen er en form for omsorgssvigt i fortiden. Beyla er en overlever, der giver sig hen. Her er et centralt afsnit i romanen, hvor hun forsøger at indlede et forhold til sin underbo i den opgang, hvor hun lige er flyttet fra kælderen til 3. sal, fordi kvinden, der boede der, netop er blevet dræbt i et trafikuheld. Her hendes refleksioner over sin kommende elsker:

”Da jg lå i sengen og trak dynen over mig blev jeg klar over (igen sådan en klarhed) at jeg havde været bange for at blive hos ham, bange for at han rørte ved mig, bange for at jeg elskede ham og for at det at jeg elskede ham kunne være definitivt. Men da jeg beskæftigede mig lige så lidt med frygten som med døden skød jeg tanken om begge dele fra mig. Jeg lå og tronede i min seng og lod frygt og død dumpe ud over kanten i hver sin side. Jeg ville hellere elske. Heroppe i min seng kunne man være lykkelig i fred og ro, også selv om jeg ikke længere var træt. Jeg faldt først i søvn ved daggry (det skulle ikke undre mig hvis jeg lo i søvne). Det eneste var at jeg frøs. Selvfølgelig frøs jeg. Hvad skulle jeg ellers have gjort?”

Dette afsnit er ganske enkelt godt skrevet, og det sætter hele begrebet med at skrive godt i perspektiv. Ofte er forudsætningen for at skrive godt, at man både har noget på hjerte, noget man godt vil fortælle, og at man har en indsigt i en bestemt personlighed, der gør, at man kan få vedkommende ud over rampen som romanfigur. Gode romanfigurer er sådan nogen, som man lever og dør med, ofte håber man det bedste for vedkommende, sådan er det i hvert fald med Beyla i denne roman, for hun er en skrøbelig lille eksistens som til gengæld er umådelig stærk i sin insisteren på ikke at ville se alt det grimme. For den slags mennesker er virkeligheden ofte en dans på et barberblad: der skal så lidt til at vælte det, men de er verdensmestre i at komme tilbage på barberbladet igen, for de har prøvet det så ofte, da de er nemme at bruge og smide væk igen. 

Kærlighedstjener er en af den slags bøger, der er nemme at overse, fordi dens største kvalitet består i noget så skrøbeligt som finhed. Da den udkom, trak den negative anmeldelser i Kristeligt Dagblad og Berlingske. Anmelderne brød sig bestemt ikke om den, kaldte den spild af tid og forstod slet ikke, hvorfor den var blevet udgivet. Så igen: Sådan er det så forskelligt, og man skal selvfølgelig ikke tro alt for meget på anmeldelser (denne inklusive, går jeg ud fra) men læse selv. Så hermed en anbefaling på falderebet af 2018: Læs Kærlighedstjener: et glimrende portræt af en speciel kvinde, glimrende oversat af Aino Roscher og meget nem at overse – også selv om forsiden ellers gør, hvad den kan. Beyla er en af de romanfigurer, som jeg vil huske med en sær form for ømhed, for hun minder mig så meget om andre kvinder, som man møder i virkeligheden.


1 kommentar:

  1. Godt, at der er øjne der indfanger og giver videre til læseren -Jeg kender Julia Franck fra romanen -: Middagsfruen". Denne var en oplevelse. "Kærlighedstjener", vil jeg finde på biblioteket - tak for opslaget - Jørgen Wassilefsky

    SvarSlet