mandag den 3. november 2014

Salmiakspiritussens spøgelse


Jeg har hygget mig ret meget med læse Cecilie Frøkjærs nye bog, som af uransagelige årsager hedder ”Fruen kommer i dag”. Allerede 1. november var der helsidesannoncer for den i dagbladene, hvor den bliver præsenteret som ”Årets julegave”, for man skal naturligvis ikke tage fejl: Dette er en kommerciel udgivelse. To mediekendisser taler sammen, for Cecilie Frøkjær har fat i hele Danmarks grand old lady, nemlig Lise Nørgaard, Matadors manuskriptforfatter.

Pludselig lå bogen på mit spisebord, og jeg begyndte at bladre lidt rundt i den. Det stod hurtigt klart, at der var noget på færde, at dette var alt andet end en klam, kommerciel fidus. Klam er den ikke, og det er heller ikke en fidus. Det kunne jeg ellers hurtigt have afskrevet den som, og de fleste, som jeg har talt med, har leet lidt overbærende og sagt ”Åh ja, julegaven i sidste øjeblik til mormor”. Well, godt for mormor. Jeg kan dog godt unde andre også at læse med.

Cecilie Frøkjær og Lise Nørgaard er to forskellige meget forskellige typer. Frøkjær er i midten af 40erne, Nørgaard fylder snart 100. Frøkjær kan godt lide at finde ud af, hvad der gemmer sig inde i mennesker, hvem er de egentlig, hvad ligger der i dette menneske. Det er vel hendes hemmelighed, den X-faktor der gør, at hun har formået at holde sig på toppen blandt talkshow-værter i 20 år. Lise Nørgaard er, som det efterhånden fremgår af bogen, reverenter talt fuldstændig ligeglad med det, hun kalder føleri, der er ikke meget sentimentalitet over hende. Hun ser på, hvad mennesker gør, om de er i stand til at tage sig sammen eller ej. Og den spænding ligger som en fin lille understrøm i bogen.

Det betyder dog ikke, at Lise Nørgaard er blottet for medfølelse, slet ikke. Hun har en barndomsoplevelse med en ”stakkels kvinde”, hendes ord, der drak salmiakspiritus i desperation over at være blevet gravid. Det blev skelsættende for Lise Nørgaard, som begyndte at føre en livslang kamp for kvinders ret til at skabe deres eget liv, til ikke at underlægge sig manden. Det gør kvinder bedst ved at have et arbejde, så de altid kan sige farvel og tak. Den kendte historie om forfatteren til bestsellerne ”Kun en pige” og ”De sendte en dame”. Samt grundregel nummer et for alle feminister.

Lise Nørgaard kalder sig selv for en gammel kyniker, og netop derfor ved hun ganske enkelt noget om mennesker, en viden der beror på en stor nysgerrighed og fortællelyst. Hun elsker skæbnefortællinger, gerne historier der bliver båret af teatrets grundbestanddele, det tragiske og det komiske. Og for at kunne fortælle dem videre, har man brug for at kunne se det hele ovenfra. Så hjælper det ikke, at man dvæler for længe ved ligegyldige detaljer og føleri. Sådan har det også været i hendes eget liv, man må komme videre, kun tælle de lyse timer, op på hesten igen - ellers bliver man et offer for uhåndterlige følelser.

Den holdning står hun ikke alene med, den deles af mange karrierekvinder, der har rundet de 60 år, men holdningen er ikke videre gængs på bjerget i dag. Bogen er spækket med vidnesbyrd om, hvor meget hun afskyr ”jammer”, ævlebævle” og ”mavefornemmelser”. Mange af udtalelserne er ganske guddommelige, og Lise Nørgaard kan virkelig ramme al nutidens selvhjælpspladder klokkerent i måsen. Det bliver ikke hende, der køber den nys udkomne bog ved navn ”Vær pilot for dit barn”. Af samme årsag foragter hun også al det moderne sprog med dets snask, unøjagtigheder og naragtigheder. Sproget er meget vigtigt for hende, og hun kan virkelig være en pest, forstår man, for hun retter konstant folk, hvis de ikke taler et korrekt dansk. ”Det vidner om glosefattigdom”, som hun siger. Og der er ingen nåde hos fru Nørgaard, hun tager ingen gidsler.

Til gengæld rummer hun til overflod en livsklogskab, som giver sig udslag i mange bonmots og læresætninger, så som denne: ”Man skal ikke tvinge folk ind i sit eget mønster. Man har lov til at have hver sit syn på forholdene, og mennesker kan have grunde, man ikke kender, til at gøre som de gør”. Bemærk lige at hun siger forholdene, ikke tingene. Vi taler ikke om ting her, men om mennesker, og menneskers vilkår giver sig udslag i forhold, ikke ting.

”Fruen kommer i dag” er båret af to gode egenskaber: Lise Nørgaards fremragende sprog, der er i Dronning Margrethe-klassen, og Cecilie Frøkjærs glimrende interview- og redigeringsarbejde. Og naturligvis: Som med Matador er Lise Nørgaards eget liv et stykke danmarkshistorie, og bogen giver et godt billede af den dannede, anstændige – og ofte også uanstændige – borgerlighed, som efterhånden synes at være udryddet. Personlig er jeg overbevist om, at den vil vende stærkt tilbage som en del af det nødvendige opgør med nutidens benhårde managementkultur camoufleret som hjælp til at udfolde medarbejdernes potentiale – føleri i en jernhandske, med andre ord. Det er ikke Lise Nørgaards og vist nok heller ikke Cecilie Frøkjærs kop te. Men det er en anden historie.

Og dog ”Fruen kommer i dag” opfordrer til aktiv indlevelse og modsigelse. Salmiakspiritus eller ej, på mange måder er fruen stokkonservativ, og hendes sociale forståelse synes ofte ikke meget større end en dolkhales. Så på den måde er det ikke en feelgood-bog. Men hvem gider også blive fodret med for mange flødeskumskager? Ikke Lise Nørgaard. Hun afskyr blødt brød og kaffe, foretrækker til enhver tid en drink og et stykke smørrebrød. I det er jeg fuldstændig enig.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar